UDE GODT - MEN HJEMME BEDST
Mikroeventyret venter lige udenfor din dør
Af Camilla Buch, 27. juli 2020
De danske skove åbner op for flere frie overnatningssteder, mens campingpladserne melder udsolgt. Stand Up Paddles er allemandseje og har indtaget de danske strande med rekordfart og campinghabitten er ikke længere yt.
Du kan ikke komme udenom “Staycation” i år. Selv hvis du er taget udenlands, så støder du på fænomenet overalt i din omgangskreds. At holde ferie hjemme er ikke noget nyt, men har på det kraftigste fået sig en revival denne sommer i kølvandet på corona.
Natur er COOL og staycation er for ALLE.
For mit eget vedkommende, havde der nok stået eksotiske himmelstrøg og en enkelt festival på ferieprogrammet, hvis alt havde været ”som det plejer”. Tapas og musikoplevelser er blevet til naturparker, bølgesurf, telt og krabbefangeri. Jeg har endda lavet bål i stormvejr og selvfølgelig stukket tæerne i vandet på spidsen af Danmark, for hvem har ikke det denne sommer?
Jeg har tidligere holdt ferie i Danmark, men alting er meget anderledes i år. Det har været vildt dejligt at opleve at tempo og forventninger er skruet ned. Der er ingen FOMO (fear of missing out) i luften. Ligesom Askepot skal vi alle vende næsen hjemad ved midnat. Det er fælles for os alle – og det er faktisk meget rart for en periode.
Med de mange restriktioner følger behovet for at være fri, helt bogstaveligt – i naturen. Oplevelser som dem vi suger ind via programmer som ”Nak & Æd”, ”Øen”, ”Alene i vildmarken” og Beha-familiens eventyr er pludselig ikke så fjerne. Der er ikke så langt til de små mikroeventyr som vi har gået og troet. Den første ”gør-det-selv” etape er overstået. Corona terrasser og højbede er allerede banket sammen. Nu venter så oplevelserne på den anden side af havelågen.
Et mikroeventyr kan være mange ting. Det behøver ikke at være lange rejser, men lokalt og langt mere simpelt og økonomisk. Samtidig er det sjovt, udfordrende, forfriskende og givende.
Vi har samlet en række oplevelser under overskrifterne ”Kurs mod fjerne kyster” og ”Fra vasketøj til vildmark”, som du kan få glæde af allerede i dag. Pak tasken og hen over hækken.
Måske kan du allerede krydse et par af dem af, mens andre kan inspirere dig.
KURS MOD FJERNE KYSTER
Det oplagte sommereventyr findes til vands. De mange øer i Danmark gør, at landet har en lang kystlinje (8.750 km.), således at næsten alle områder i Danmark ligger nær kysten. Intet sted er der mere end 52 km til havet.
“Den eneste kur der hjælper på alt er saltvand – sved, tårer og havet “.
Ikke kun Karen Blixen mente, at saltvand var sundt for krop og sind. Også de gamle grækere udnyttede havet som en genvej til lykkehormoner med kolde bade og deraf øget blodgennemstrømning. Duften og lyden af hav påvirker os positivt både mentalt og kropsligt, hvad enten vi er ved, i eller på havet. Havvand er proppet til randen med vitaminer og mineraler, så det kan ikke betale sig at svømme uden om tangen.⠀
Oplevelser på vand er unikke og giver en følelse af lethed og vægtløshed – en fornemmelse som flere og flere bliver draget af, uanset om det er over eller under havoverfladen. Når man er i havet, er der massevis af sanseindtryk, da man har udsigt til både kyst og havbund, når man befinder sig i havoverfladen. Samtidig opfører havet sig altid forskelligt, da strøm, temperatur, vind og vejrforhold sætter rammerne.
Surf's up!
Sommerens hotteste vandaktivitet er Standup Paddleboarding, eller bare SUP. Her står man på et board og bruger en paddel til fremdrift. SUP er blevet mere og mere populært henover årene, da boardet kan bruges overalt og af alle. Bare hold balancen og nyd naturen.
En super sjov aktivitet for hele familien er Skimboards, der gør det muligt, at “skimme” hen over lavt vand, uden at være afhængig af bølger. Det handler ikke om at ramme den perfekte bølge og det foregår som regel i lavt og stille vand uden bølger.
Trænger du til at suse hen over vandet, så er Windsurfing noget for dig. Her står man på et bræt med et enkelt sejl, som man styrer med armene. Perfekt til en blæsevejrsdag!
På rigtig mange af de danske strande, er det nu muligt at leje udstyr for en enkelt time eller en hel dag. En pause på strandturen, hiken eller køreturen.
Havsvømning
Det eneste udstyr du skal bruge her, er en svømmedragt og et par svømmebriller.
Er du ikke superfan af klor og sterile svømmehaller, så er havsvømning perfekt. Når man svømmer i åbent vand, tilføjer man en ekstra dimension, som ikke findes andre steder. Selvom vandet i første omgang føles køligt i ansigtet og du lige skal vænne dig til smagen af salt i munden, så er du i første parket til livet på havbunden – og det får dig hurtigt til at glemme alt andet omkring dig.
Du behøver ikke være en hurtig eller rutineret svømmer, men det er vigtigt, at du er nogenlunde sikker og tryg ved vand. Du bestemmer selv, hvor udfordrende det skal være, men husk altid at svømme med en makker.
Havsvømning er perfekt en tidligt morgen, hvor vandet ofte er roligt. Kombinér turen med en solopgangs seance, så er du høj resten af dagen.
Kano og kajak
Sejlads er altid hyggeligt og meget socialt.
Kanoen er god i stille farvand, og nem at styre i åer og søer. Pak telt og soveposer, for der er god plads i kanoen – også til børn i midten. Tjek https://www.kano-kajak.dk/ for gode spots.
Tag en dagstur eller en tur med overnatning i kajak. Turkajakken er god i søer og i fjordområder, mens havkajakken kan tage jer på længere ture. Den er større og kan klare lidt mere oppakning.
Tjek vejrudsigten på forhånd og hold øje med ændrede vind- og vejrforhold undervejs.
FRA VASKETØJ TIL VILDMARK
Tag på outdoor eventyr i baghaven eller i det nærmeste naturområde. ”Nak & Æd” er meget mere end mad og jagt og det samme er ophold i naturen. Det handler om fællesskab og oplevelser, om at være på ‘ekspedition’ sammen, om at hygge sig, se mørket sænke sig, om at samles, blive lidt kolde, varme sig ved bålet, grine, spise og komme tættere på hinanden 💚. ⠀
- Pak morgenmaden i en kurv og nyd den på et tæppe midt i haven eller på stranden.
- Sov i telt derhjemme og/eller lav mad over bål. Man behøver ikke at tage mere end et par minutter hjemmefra, før man føler at man er i vildmarken. Når mørket sænker sig, så kan man sagtens forestille sig at man er midt i en skov.
- Tag på sanketur. Du har formentlig allerede prøvet det, uden at kende navnet for det. At sanke betyder at samle og plukke råvarer fra naturen. Tag på jagt efter frugter, nødder, urter eller blomster. Hyggeligt og bæredygtigt. Benyt vildmad.dk for at se hvad der er i sæson.
- Hvad med at prøve at fange middagen på en fisketur? eller hyg jer med krabbefangeri.
- Er der plads i haven, så er det måske nu at der skal bygges et shelter, så I kan tage på endnu flere hverdagseventyr.
2020 er udnævnt til ‘Naturens år’ af blandt andet DR og Friluftsrådet. Lige som os, mener de ikke at det er nok at se på naturen – vi skal også ud og opleve den. I Running26 prøver vi, så vidt det er muligt, at tage vores kunder med ud i naturen, hvor der er en helt anden ro og en anden type sanseoplevelser.
Shelter
Hike og overnat på en af de mange shelterpladser i Danmark. Vil du kombinere turen med vand, er der flere steder i Danmark skudt shelterpladser op på vandet. De flydende sheltere er perfekte, når du kommer via kajak eller kano og skal bruge et sted i ly for regn og blæst – eller bare ikke gider medbringe telt.
Der findes blandt andet hele to flydende shelters på Roskilde Fjord.
Ø-hop
I Danmark er der omkring 1419 øer på over 100m2, hvoraf 443 er navngivne. Afstanden fra øst til vest er 452 km, og fra nord til syd 368 km. Har du mere end en enkelt dag til rådighed, så tag på en lille ø-eventyr.
Mikroeventyr hører ikke kun weekender og ferier til. Når arbejdsdagen slutter om eftermiddagen er der mere end rigelig tid til at bryde ud af hverdagen.