CLUB RUNNING26

Løbeklub, de bedste løbetosser, åndsfæller, venner, nære relationer både business og socialt

 Ovenstående er mange ting, men samtidig vil jeg vove den påstand, at alt dette må siges for at kunne beskrive bare lidt af, hvad jeg oplever Club Running26 er for en størrelse.

Jeg har været en del af dette løbefællesskab siden min første løbetur med dem for små 10 år siden, hvor jeg lærte Running26 at kende gennem mit daværende job som erhvervsleder. Clubben er en flok løbetosser med højt humør, som på godt og ondt følger hinanden gennem jobskifte og skadesperioder, når ægteskabet knirker eller er ren lykke, når børn kommer til og nogle andres bliver studenter. Nye relationer kommer til og finder deres plads i gruppen.

Jeg tror, at det unikke i dette fællesskab, og det som får mig til at blive ved med at løbe med i denne Club, er en unik kombination af livsglæde, fællesskab, forskelligheder og ligheder samlet i et særligt Kinderæg, hvor lysten til at give videre, bidrage til gruppen og hinanden tilsat natur og åben himmel, sol, regn og stormvejr er den ultimative lim – og det som er helt unikt og meget svært at undvære.

Når jeg er skadet, så savner jeg at være en del af denne gruppe af løbetosser, som interesserer sig for hinanden både socialt og fagligt. Jeg har fået mange gode faglige diskussioner, skæve vinkler og ny viden, og jeg har også både givet og fået opgaver eller vigtige nye relationer. Men mest af alt tanker jeg op på fællesskab og energi, og giver så meget videre som jeg kan. Og det gør alle andre også.

Der er ikke en løbetræning, hvor jeg ikke går hjem igen i godt humør, uanset hvor slem dagen har været eller hvor lang en uge der venter på kontoret. Vi løber sammen til ugens træningssamlinger, mange samles til løbe/netværksture i løbet af året, der vinter- og sommerbades, der drikkes portvin, og der tages på (løbe-)eventyr i Danmark og udlandet.

Vi løber sammen og følges på en eller anden måde gennem mange af livets faser og oplevelser. Clubben er …en mængde tætte relationer tilsat energi, engagement, fællesskab og en lyst til at give videre og ville hinanden. Og så en hel masse løbemagi.

 

Hav en dejlig dag / Lisbeth

Læs mere om Club Running26 her.