SÆT DIG ET (ANDERLEDES) MÅL
COACHS CORNER – Af Bjarke Kobberø, 9. maj 2020
Normalt er det årsskiftet mange bruger til at sætte sig nye store mål for det kommende år. Det var det sikkert også for en dels vedkommende da vi entrerede 2020 – men mon ikke de planer for en god dels vedkommende har fået sig en ordentlig rusketur med corona-virussens indmarch.
Faktum er i hvert fald at alle store og mindre motionsløb på den korte bane er blevet enten aflyst eller udskudt til efteråret, i forhåbning om at tiderne til den tid ser anderledes nu. Men reelt ved vi ikke pt. hvornår – og hvor – vi atter kan komme til at race igen. Det kan have en demotiverende effekt på træningsindsatsen ikke at have nogle konkrete mål at rette sigtekornet med. Men det findes der heldigvis råd for, og motiverende og inspirerende mål kan jo heldigvis sættes hele året rundt og behøver ikke indebære startnummer på maven eller tusindvis af folk omkring dig.
Dette blogindlæg kommer derfor heller ikke til at handle om den klassiske smøre om at sætte sig et klassisk mål, og hvordan du så kan bruge det til at bygge din træning op over de næste måneder. Jeg vil i stedet forsøge at inspirere med nogle lidt anderledes mål, der måske kan bringe ny motivation og nogle nye perspektiver ind i din træning over de kommende måneder. Alt baseret på de trends vi oplever mange af vores kunder være drevet af i disse år. Jeg har taget den naive chance at inddrage mål i det store udland også, igen måske i et naivt håb om at det bliver muligt også at rejse lidt ud igen inden alt for længe – men Danmark er vitterligt et fantastisk land med mange mere eller mindre kendte naturperler og områder at boltre sig i, så uanset hvad er der mange muligheder.
1. EKSPEDITION
Det behøver bestemt ikke være en vild overlevelsestur gennem Amazonas for at kunne falde i denne kategori. Dybest set dækker den blot over at bevæge sig fra A til B til C til D. Eller hvor mange etaper man nu engang finder passende. Taler til den indre eventyrer og det kan gøres mere eller mindre eksotisk. Og enten i løb, gang, på cykel eller noget helt fjerde. Flere og flere steder i udlandet er det muligt at få transporteret sin bagage mellem overnatningsstederne, hvilket giver endnu mere frihed i de fysiske udfoldelser. Det kan blandt andet lade sig gøre på caminoen i nordspanien, men mange steder i Europa er der fantastisk smukke og meget velafmærkede ruter kaldet GR (Grande Randonnée).
Personligt har jeg fået et rigtig godt øje til GR20 på Korsika, men også i Alperne er der et væld af sublime oplevelser der venter. På de hjemlige breddegrader kan Møn meget varmt anbefales, med pendanten “Camønoen” til førnævnte Camino som et oplagt bud. Faktisk har naturstyrelsen netop åbnet op for flere muligheder for at overnatte i telt i den danske natur, som du kan læse om via følgende link – hvilket åbner op for rigtig mange nye spændende muligheder: https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/overnatning/fri-teltning/
Man kan tilrettelægge mere eller mindre ambitiøst alt efter hvordan man vil transportere og udfordre sig selv, så uanset hvilken form du befinder dig i vil dette helt sikkert hitte!
Til inspiration kan bogen Friluftsliv af Jens Bursell meget varmt anbefales.
2. SKYRACES / BJERGLØB
Indtil videre nok nærmere Himmelbjerget end Mont Blanc. I hvert fald hvis det skal være et officielt løb. Men trenden er alligevel ligeså soleklar som lyset kan være på en alpetop:
Det boomer voldsomt i disse år at løbe rundt i bjergrige områder, og overalt i Europa er der efterhånden et væld af muligheder for at boltre sig i vanvittig smuk og udfordrende natur. Der findes efterhånden mange løb i Alperne i området omkring den fransk/italiensk/Schweiziske grænse, men også i Pyrenæerne, Dolomitterne, det skotske højland, you name it. Mange af disse løb kræver ikke at man født, opvokset og bare bygget til at forcere klippevægge, men udgør sjove og enestående muligheder for at boltre sig i områder, man måske ikke ellers ville lægge vejen forbi.
Find en masse inspiration her: https://www.skyrunnerworldseries.com.
Vi arrangerer selv på de hjemlige breddegrader Trail Fox Series og nærer stadig forhåbning til at disse, ligesom mange andre mindre danske trailløb, vil kunne afvikles senere på året. Det er ofte små deltagerfelter fordelt udover store (smukke) områder, så hold godt øje også nationalt her i første omgang. Selvfølgelig allerhelst på www.trailfoxseries.dk
3. MULTISPORT
Efterhånden som du måske har fået dyrket én idrætsgren i en del år, kan det være svært at blive ved med at finde nye mål, der sådan rigtig motiverer. Samtidig kan det også være svært at slippe den disciplin, du holder mest af. En oplagt mulighed er derfor at kombinere den med andre discipliner. Ok, indrømmet, jeg vinder nok ikke priser for den idé! Triatlon gjorde sit indtog for en del år siden, og har bestemt også rigtig mange gode elementer i sig. Men selvom du ikke måtte ønske at svømme, cykle, eller løbe, er der masser af muligheder. Disse inkluderer blandt andet swim-runs, hvor du f.eks. svømmer fra ø til ø, og løber henover øerne, altså med en masse skift mellem svømning og løb. Der findes også duathlons (typisk løb & cykling), sågar stævner hvor du kan kombinere stand up paddling (SUP) med cykling og løb. Så mulighederne er mange og bliver kun flere og flere. Udover at give nogle fantastiske oplevelser, giver de dig også muligheden for at stifte bekendtskab med nye træningsformer uden at slippe dine favoritter. Den store variation du får i både træning og til stævnerne, er guld værd for både sundhed og motivation.
Fælles for alle mine forslag til mål er at de ikke i samme grad drejer som om tempo og sluttider, som almindelige motionsløb ofte kan ende med. Og du kan sagtens lave varianter på egen hånd, der ikke kræver et stort stævne-setup.
I stedet vil du i langt højere grad kunne blive udfordret på andre og mere alsidige parametre, og få nogle både uforglemmelige og meditative stunder i naturen. Uden øje på tid og tempo, men på omgivelser og dit selskab. For mig personligt har der også åbnet sig et helt nyt motiverende univers i de facetter, der ligger i at planlægge turene, finde ud af hvilket udstyr og grej, der skal medbringes, hvordan det kan transporteres osv.
Personligt kommer dette i hvert fald helt sikkert til at blive en central del af mine egne fysiske udskejelser i 2020, og der hvor min motivation brænder stærkest lige nu.